søndag den 28. oktober 2007

Hvad er en personlig forside ?

Synes du, at du har svært ved at bevare overblikket over dine netressourcer, så er personlige forsider noget for dig. Flere steder på nettet giver mulighed for at designe sin egen personlige forside, så man på ét sted får vist eksempelvis både sine mails, dokumenter, relevante nyheder og meget, meget mere.

Den personlige Google-side er en af de ting, mange deltagere i de 23ting-kurser, der allerede er gennemført, har været rigtig glade for.En iGoogle-side kan f.eks. se således ud:



  • Læg mærke til, at du stadig kan bruge søgefeltet fra den klassiske Google-side.Du kender sandsynligvis allerede Google, måske er du endda inde på den daglig. Derfor er det rigtig smart at få samlet nogle andre ting, du også gerne vil bruge tit, det samme sted.
  • Udover at have RSS-nyheder på siden kan du tilføje en kalender, en vejrudsigt og meget mere.Samtidig er det ikke så svært at lave, for i virkeligheden har Google gjort forarbejdet for dig.

Personlige forsider er fremtidens skrivebord, kontor og opslagstavle, hvor du har nem og hurtig adgang til alle dine webkonti, webprogrammer, webdokumenter og diverse webservices. Du kan oprette flere forsider, som så vises i browseren som faneblade, fx én til private gøremål, én til projektarbejde, én generel arbejdsside osv.

  • Og du kan naturligvis designe siderne og flytte rundt på indholdet som du lyster.
  • Du kan ændre farver og baggrund på forsidetjenesterne ved at vælge mellem forskellige temaer.
  • På den måde er det nemt at finde et layout, som man kan holde til at se på.

Det tager tid at sætte sin personlige forsider op med lige præcis de ting, der er relevante for en selv – men når det først kører, er det en nem måde at få overblik over alle ens netbaserede tjenester – mails, nyheder, kalender mv.

Personlige forsider vinder fordi de simpelthen er nyttige, smarte – og om nogle år vil de være fuldstændigt naturlige for de fleste på linje med telefonen. I 23 ting afprøver vi forsidetjenesten "iGoogle" - men der findes faktisk en anden løsning, der fungerer mindst ligeså godt "Netvibes".

Netvibes
Netvibes er meget nem at gå til. Blot du går ind på internet adressen: http://www.netvibes.com/, er du i gang. En af fordelene ved Netvibes er at den findes på dansk. Og de tilknyttede, prædefinerede nyhedsfeeds samt øvrige funktionaliteter er også danske eller i hvert fald tjenester, som mange danskere anvender – eksempelvis Gmail, FlickR og eBay.

Det er nemt at tilføje elementer til siden vha. menuen i venstre side og nemt at flytte rundt på elementerne. Du klikker bare på dem med højre museknap og holder den nede, mens du flytter elementet til det sted på siden, hvor du vil have det. Du kan ændre designet på forsiden ved at klikke på indstillinger i øverste højre hjørne.

Når du har sat din Netvibes forside op, husker tjenesten det, så næste gang, du går ind på Netvibes fra samme computer, får du automatisk din egen forside. Vil du kunne bruge din Netvibes forside fra andre computere, skal du oprette dig selv som bruger og logge ind.


Fordele af personlige forsider i bibliotekssammenhæng:
På biblioteket i de enkelte teams kan man tilpasse den personlige forside til egne brugssituationer, herunder referencegrænseflader, men også udforme personlige forsider og forsidepakker baseret på konkrete emner.

På nogle personlige forsider er det muligt at oprette faneblade, så man fx kan have forsider til privat brug, til arbejde mm. Desuden kan et faneblad deles med andre. Hermed kan en gruppe i fællesskab have et faneblad med relevant information.

En anden mulighed er feks. en gadget med mulighed for information om lånerstatus og søgning i biblioteksbase. Axiell udvikler her på et modul til iGoogle, hvor en bruger bl.a. kan se sin lånerstatus på sin personlige forside. Enkelte biblioteker har allerede lanceret denne funktion. Idéer til udvikling af gadgets med bibliotekstilbud bliver én udviklingsmæssig udfordring for bibliotekerne i den kommende tid.

1 kommentar:

Børge Søndergård sagde ...

Herligt at prøve både iGoogle og Netvibes. Det bliver svært at vælge, hvilken én jeg vil bruge. To er for meget at holde sig orienteret i.